23.8.24

Gunilla Lind Danseteater skifter navn

Efter 8 sæsoner og 5 produktioner under navnet Gunilla Lind Danseteater skifter kompagniet nu navn til VOMP - Et dansekompagni af Gunilla Lind.

Navnet VOMP peger tilbage til debutforestillingen Vanity of Modern Panic - V.O.M.P. fra 2017, hvor det hele startede. En succes-forestilling, der har været definerende for kompagniet, og som dyrker det formbare, taktile, humoristiske og det alvorlige. Alt det, som netop er grundstenene i Gunilla Linds kunstneriske praksis. V.O.M.P. er en forestilling, der ikke længere turnerer, men et værk, vi ønsker at bære med os videre som en del af kerneidentiteten i kompagniet.

Vi har længe haft et ønske om at skifte navn, og forløbet med Statens Kunstfonds karriereprogram har gjort det muligt at gå i dybden med en udviklingsproces, der har skærpet formuleringen både indadtil og udadtil af, hvem vi er, hvad vi vil – og hvad vi drømmer om. Om navneskiftet siger koreograf og kunstnerisk leder, Gunilla Lind:

“Navnet VOMP skal vække en nysgerrighed blandt publikum. Jeg synes, det nye navn afspejler vores energi, smag og æstetik, og forhåbentlig vil navnet ræsonnere bedre med vores primære målgruppe. Med det nye navn vil vi også vise, at vi er flere kræfter, der bærer kompagniet. Som koreograf og kunstnerisk leder arbejder jeg tæt sammen med kreativ producent, Shuli Nordbek og danser og dramaturg Josefine Ibsen, som begge har været med i kompagniet fra starten.”



I forløbet med Den unge kunstneriske elite ligger desuden en målsætning om at styrke kompagniets internationale karriere, skabe et større netværk i udlandet og gå i dybden med en international strategi. Dermed har det været vigtigt at vælge et navn, der også vinder genklang uden for Danmark. 


For at fejre det nye navn inviterer vi til release fredag d. 6. september i Dansekapellets foyer på Bispebjerg Torv 1, kl. 16 - 18.

Kom og skål med os!